Syge mink overlever – en tid

Danskeminkavleremelderaltudsolgtvedrekordauktion0Den alvorlige minksygdom, plasmacytose, breder sig fortsat og er reelt ude af kontrol i Midt-og Vestjylland. Mere end 40 farme er ramt, men dyrene får alligevel lov til at leve – for en stund.

Normalt sanerer man de ramte besætninger ud hurtigst muligt for at undgå smittespredning, men det vil give minkavlerne helt uoverskuelige tab, konstaterer formanden for Midtjyllands Pelsdyravlerforening John Papsø overfor DR-Midt/Vest.

– Det er jo hele årets indtægt, som er på spil. Derfor lader man minkene på de sygdomsramte farme leve videre i nogle uger, indtil de har fået den vinterpels, som kan sælges, siger formanden.

VIL BEGRÆNSE TAB

–  Når  årets produktion af mink er blevet pelset om en måneds tid, så vil resten af besætningen, altså avlsdyrene, blive saneret ud. Det giver også minkavlerne store tab, men trods alt langt mindre alvorligt, end hvis besætningen blev aflivet før pelsning, forklarer John Papsø.

John Papsø er  ikke i tvivl om, at det er det værste udbrud af plasmacytose nogensinde herhjemme.

Mink med sygdommen får generelt dårlig trivsel, hævede ansigter, nyresvigt og lungesygdomme.

Den midtjyske pelsdyravlerformand understreger, at plasmacytose hos mink er helt ufarlig for mennesker. Men derfor skal befolkningen alligevel holde sig fra minkfarme i øjeblikket for at minimere risikoen for smittespredning.