Alt udsolgt til temadag

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Med mere end 125 gravere, anlægsgartnere og andre kirkelige faggrupper fra alle dele af Danmark er alt udsolgt til den temadag, som holdes på Ulfborg Kjærgård i Vestjylland 3. september.

Temaet for dagen er kirkegårdens drift, udvikling og plads i fremtidens samfund.
Den store interesse skyldes ikke mindst, at nye samfundstendenser i disse år sætter danske normer og (begravelses)traditioner under pres: Nye kultur- og familiemønstre, stigende mangfoldighed, øget individualisering og ny teknologi stiller stadig flere krav til rammerne for moderne gravsteder og kirkegårde. Flere vælger fx at få en kunstner til at udforme deres urne/gravsted, andre vælger et virtuelt gravsted på nettet som et (evigt?) alternativ til en fysisk plads på den lokale kirkegård.

Temadagen muliggør netværk, videndeling og faglige oplæg for de faggrupper, som står over for at skulle forvalte fremtidens stigende krav til livets sidste holdeplads.