STOP FOR MISBRUG

Arne GrevsenDanske landmænd og gartneriejere har i årevis udnyttet såkaldte praktikanter fra udlandet som billig arbejdskraft. Men nu strammer et bredt flertal i Folketinget reglerne for at stoppe misbrug af udenlandske praktikanter på det grønne område. Det ligger fast, efter at regeringen torsdag indgik en aftale om international rekruttering sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.

Hos Den Grønne Gruppe i 3F er formand Arne Grevsen meget tilfreds med den nye aftale.

– Vi er meget glade for stramningerne. Hidtil har der været et meget stort misbrug af ordningen, hvor udlændinge er blevet brugt som billig arbejdskraft. De nye stramninger kan være med til at få en i udgangspunktet rigtig god praktikantordning tilbage på skinner med fokus på uddannelse af unge mennesker, siger Arne Grevsen.

Nye krav til praktikanter

Fagbladet 3F har gennem de seneste år afdækket adskillige danske landmænd og gartneriejeres storbrug af udenlandske praktikanter.

Ifølge den nye aftale skal udlændinge været i gang med en uddannelse i hjemlandet for at komme i praktik på en gård eller et gartneri i Danmark. Samtidig sænkes aldersgrænsen for praktikanter fra 35 til 30 år. Derudover nedsættes den maksimale praktiktid fra 18 til 12 måneder.

Endelig bliver der indført et krav om, at udlændingene skal kunne tale for eksempel engelsk, tysk eller dansk.

Stop for statsstøttet formidling

Med den nye aftale lukker et bredt flertal af Folketingets partier det statslige jobcenter Workindenmarks hjemmeside seasonalwork.dk. Det betyder, at danske arbejdsgivere ikke længere kan få særskilt bistand til at rekruttere sæsonarbejdere fra EU-lande.

– Nu bliver der endelig sat en stopper for statsstøttet løndumping på det grønne område. Vi har aldrig forstået, at danskernes skattekroner skal bruges til formidling af underbetalte, udenlandske jordbær- og ærteplukkere, som det blandt andet har været tilfældet, siger Arne Grevsen, formand for Den Grønne Gruppe i 3F.

Han opfordrer arbejdsgivere til at henvende sig til den lokale 3F-afdeling, hvis de mangler arbejdskraft.

3F håbede på større stramninger

Formanden for Den Grønne Gruppe i 3F Arne Grevsen havde gerne set, at der var sket endnu større stramninger på området.

– Vi havde håbet, at aldersgrænsen blev nedsat til 25 år for i højere grad at sikre, at praktikanternes uddannelse er i fokus. Derudover havde vi ønsket, at formidlingsbureauer skulle være certificeret, inden de kunne formidle udlændinge til danske arbejdsgivere. Men det kom ikke med i aftalen, og det er jeg ærgerlig over, siger Arne Grevsen.   

Praktikanter på det grønne område vil fremover få en informationsfolder, som skal sikre, at udlændingene får kendskab til deres rettigheder. Den folder er Den Grønne Gruppe i 3F klar til at bidrage til, forklarer formand Arne Grevsen.

Kilde: Fagbladet.dk