DET SPISER VI TIL JUL

rødkål

 

 

 

 

 

Om man er til and eller flæskesteg til juleaften er der delte meninger om i den danske befolkning.

Men det ligger helt fast – vi spiser rødkål.

Ni ud af 10 danskere har rødkål på tallerkenen til jul, viser en analyse fra Landbrug & Fødevarer. Hele 92 procent svarer, at de spiser rødkål i forbindelse med julen. Den rød-lilla kål er populær i alle aldersgrupper, dog er de 50-70 årige særligt glade for kålen, idet 96 procent af denne aldersgruppe har rødkålen med på julebordet.

Hjemmelavet eller færdiglavet?
Om du henter kålen på glas i supermarkedet eller laver den selv, kommer an på, hvor i landet du bor. Halvdelen svarer i den nye analyse, at de køber færdiglavet rødkål, mens lidt flere end hver fjerde dansker laver rødkålen selv. Knap hver femte gør begge dele.

Hjemmelavet kål er især populær i Region Hovedstaden, mens 65% af indbyggerne i Region Nordjylland køber færdiglavet rødkål.

Julekødet taler til os
Når vi handler til julemiddagen, tyder analysen på, at mange er villige til at bevæge sig længere for at få det helt rigtige stykke kød. Omtrent hver tredje dansker køber kødet til juleaften et andet sted, end de køber kød resten af året.

Halvdelen af dem, der køber julekødet ved slagteren, køber ikke normalt kød her, og det samme gælder for tre ud af fire, som til jul køber kød i en gårdbutik eller ved en landmand.

”Noget tyder på, at kvalitet og historie er vigtigere end pris og tilgængelighed. Når så mange køber kød et andet sted end normalt, afspejler det, at mange gerne vil gøre noget ekstra ud af julen og gøre en indsats for, at julemiddagen bliver noget særligt,” mener Malika Buhr Pedersen, som er analytiker hos Landbrug & Fødevarer, og som står bag analysen.

 FLERE FAKTA

  • Næsten alle danskere, 96 procent, planlægger at holde juleaften. Ved hver femte juleaften bliver der mindst 10 personer omkring julebordet. Det betyder, at der i Danmark vil blive afholdt omkring 800.000 juleaftener.
  • Der skal i alt omkring 1 million ænder til at mætte de mange danskere, ca. 72 procent, som spiser and juleaften.
  • Når der bydes rundt af julemaden, er der også flæskesteg på fadene, som ca. 56 procent af danskerne spiser. Flæsestegen er mest populær på Sjælland og i Region Nordjylland. I 14 procent af de danske hjem serveres gås eller kalkun.