NATUREN VANDT SUNDHEDSPRIS

Det blev to naturprojekter, som løb med en af Danmarks mest prestigefyldte priser på sundhedsområdet, da Region Sjælland forleden uddelte Sundhedsprisen 2013. Førstepræmien og dermed 30.000 kr. gik til Søren Paludan fra Ringsted, mens 2.prisen og 15.000 kr. gik til Sydhavsøernes Frugtfestival

Søren Paludan er skovejer, skovrider og selvstændig, og han har lavet Kærehaveprojektet i samarbejde med Ringsted Kommune. Basis for det hele er Kærehaveskoven, hvor der er etableret en lang række faciliteter som eksempelvis en fitnessbane, et handicapvenligt stisystem og bålhytter, og aktiviteter som orienteringsløb og skattejagt via sms er sat i system i skoven.

– Mit store håb er, at ideen kan blive udbredt over hele landet, og her kan en sådan pris måske være med som en lille øjenåbner, kom det fra Søren Paludan. Han tilføjede, med et stort smil, at han nok regnede med at ville bruge lidt af pengene på sig selv og sine nærmeste!

Kærehaveprojektet blev sat i gang i 2012, og foruden Søren Paludan og Ringsted Kommune er også Dansk Skovforening gået med, ligesom en del lokale foreninger, organisationer og frivillige indgår i projektet.

Søren Paludan blev flankeret af naturvejleder og udviklingskonsulent Eva Skytte fra Dansk Skovforening, da de officielle vinderbilleder blev taget. Foto: Gert Ellegaard, Region Sjælland
Søren Paludan blev flankeret af naturvejleder og udviklingskonsulent Eva Skytte fra Dansk Skovforening, da de officielle vinderbilleder blev taget. Foto: Gert Ellegaard, Region Sjælland

 

En særlig del af projektet er kurser for pædagoger, lærere, plejepersonale, sundhedsmedarbejdere og frivillige, som lærer at bruge skoven og mulighederne her i deres arbejde for og med andre mennesker. Kærehaveprojektet sigter nemlig også mod de grupper, der er afhængige af, at andre tager dem med ud i skoven, som børn, ældre og handicappede.

FRUGTFESTIVAL

Anden-prisen gik til Sydhavsøernes Frugtfestival,  som hvert år fejrer frugtavlen på Lolland, Falster, Fejø og Lilleø med en festival i Sakskøbing. Formålet er at få bragt mere frugt ind hverdagen, og festivalen er traditionelt et stort tilløbsstykke, som trækker omkring 25.000 mennesker til byen.

Sydhavsøernes Frugtfestival får 15.000 kr. som det kontante bevis på andenpræmien.