STØTTER STØTTE TIL GARTNERIER

– Danskerne skal ikke aflevere skattekroner til virksomheder, hvis underbetalte ærteplukkere er nødt til at aflevere deres pas. Eller virksomheder, hvis tomatplukkere skal betale høj husleje til chefen for at bo i usle rønner. Eller til virksomheder, som benytter udenlandske vikarer, der tjener 60 kroner i timen før skat for at producere potteplanter, siger Arne Grevsen, formand for 3F Den Grønne gruppe.

– 3F siger klart ja til skattefinansieret støtte til gartnerierne, men nej til dem, der udsætter medarbejdere for social dumping. Støtte skal kun gives til gode gartnerier, som sikrer overenskomstmæssige vilkår til alle medarbejdere. Og statstilskuddet til gartnerierne bør fordeles ud fra antallet af direkte ansatte i virksomhederne, siger Arne Grevsen.

Allerede i foråret foreslog 3F organisationen Dansk Gartneri at finde en fælles løsning på gartneriers udfordring med energiudgifterne.

– Vi præsenterede vores holdninger til en tilskudsordning til gavn for landets gartnerier og miljøet. Men Dansk Gartneri vendte aldrig tilbage til os med et svar på, om organisationen vil være med til et fælles udspil. Det undrer mig, når branchen giver udtryk for, at energiafgifterne er et stort problem, siger Arne Grevsen.

Formanden for Dansk Gartneri, Kristian Madsen, bekræfter, at brancheforeningen har holdt møde med 3F om sagen.

Men formanden ønsker ikke at udtale sig om, hvorvidt Dansk Gartneri vil støtte 3F’s udspil om, at offentlige tilskud til energibesparelser kun skal gives til gartnerier, der ikke udsætter medarbejdere for social dumping.

– Jeg har ingen kommentarer, siger Kristian Madsen til Fagbladet 3F.

 

Kilde: Fagbladet 3F