ET HEDT EFTERÅR VENTER

Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening i København udfordrer sig selv til en styrket og organiseret kontakt til arbejdspladserne. Til en magtfuld medlemsopbakning til OK 14. Og til at sikre en god økonomi og medlemsfremgang.
Bestyrelse, brancheklubber og udvalg har diskuteret arbejdsplaner og økonomi henover sensommeren, og den 9. oktober er det medlemmernes tur til at komme med ideer, indspark og kommentarer.
– Ideen med medlemsmødet er, at de planer og mål, vi lægger frem på generalforsamlingen den 30. oktober, er så gennemtænkte og grundigt diskuteret som muligt, siger Anders Olesen og opfordrer medlemmerne til at komme.

Personvalg
Medlemsmødet giver desuden mulighed for at hilse på de kandidater, der stiller op, når der på generalforsamlingen er vagtskifte:

  • Formand Anders Olesen stopper pr. 1. december for at tiltræde en stilling som faglig koordinator i Enhedslisten. I skrivende stund er Claus Westergreen ene om at stille op som formand.
  • A-kasseleder Søren Andersen stopper som a-kasseleder på generalforsamlingen, men fortsætter i a-kassen. I skrivende stund er Thomas Bentsen ene kandidat til posten.
  • Formand for Servicegruppen, Jesper Bjørn stopper pr. 1. 1. 14, for at vende tilbage til sit job i Københavns Kommune. Ny formand vælges på gruppens generalforsamling den 26. september, men da fristen i skrivende stund er overskredet, og eneste kandidat er Lars Pless, fællestillidsmand i kommunen, er valget afgjort og Lars Pless ny servicegruppeformand.
  • Formand for Byggegruppen har været Claus Westergreen, men da han stiller op som formand for fagforeningen, er posten ledig. I skrivende stund er eneste kandidat til denne post, Anders Lange, opmåler.

Det er muligt at stille kandidater op til og med den 23. oktober. Det kræver 25 underskrifter/stillere fra medlemmerne, der ikke har skrevet under for andre til den samme post.