KONG GULEROD

Søren Wiuffs nye demonstrationskøkken udgør rammen om kåringen af årets Grand Cru gulerod fra Lammefjorden. Et stærkt besat dommerpanel sætter tirsdag 8. oktober tænderne i de sprøde lammefjordsgulerødder fra tre avlere, som i år udgør finalefeltet.

Dommerne er Anne Hjernø, kogebogsforfatter og tv-vært i bl.a. ’AnneMad’ på DR, Mira Arkin, kendt for bl.a. ’Miras Madblog’ og artikler om gastronomi, Thomas Rode, kok på Kong Hans Kælder, forfatter og tv-vært i bl.a. ’4-stjerners Middag’ på Kanal 5, og borgmester Søren Kærsgaard, Holbæk Kommune.

De skal smage på gulerødder fra Niels Jensen, Hørve, Anders Biltoft Kristensen, Hørve, og Hans Møller Olsen, Højby. Sidstnævnte er formand for Lammefjordens Grøntsagslaug, som står bag kåringen.

DE FØRSTE

Når det gælder det lokale, er Lammefjordens Grøntsagslaug blandt frontløberne. Lammefjordsguleroden var en af de første danske fødevarer, der fik EU’s kvalitetsstempel BGB. BGB er en kvalitetsordning, der giver forbrugerne sikkerhed for, at produkterne er dyrket og pakket inden for det geografiske område, som godkendelsen dækker.

HANS MØLLER OLSEN

Formanden for Lammefjordens Grøntsagslaug, Hans Møller Olesen er også en af de tre finalister (Foto: John Olsen, Photodan)

 

Lammefjordsgulerødder er kendetegnet af at være sprøde og søde.

De tre kandidater, der skal smages til kåringen  8. oktober, udgør det ypperste af dette års høst.

Lige nu arbejder lauget på at få samme prædikat på lammefjordskartofler.

– Produktionen af gulerødder og andre grøntsager på Lammefjorden er inde i en positiv udvikling, siger  Hans Møller Olsen. Vi har jo altid selv ment, at vi leverer nogle fremragende varer. Nu mærker vi også en tendens fra butikkerne, som ser ud til at vende sig væk fra, at det skal være billigst muligt til, at kvalitet og oprindelse tæller mere og mere. Som producenter på Lammefjorden, hvor jordbundsforholdene er helt unikke for rodfrugter og andre grøntsager, hilser vi den udvikling velkommen og glæder os over, at butikkerne er med til at fremme brandet Lammefjorden.