Ribe Domkirke får brolæggerpris

Pladsen foran Danmarks ældste domkirke i Ribe er blevet genskabt – og det så smukt, at Brolæggerlauget i Dansk Byggeri har valgt at give Brolæggerprisen til landskabsarkitekt Schønherr.

Brolæggerlauget i Dansk Byggeri uddeler hvert år Brolæggerprisen som anerkendelse til en bygherre eller projekterende arkitekter og ingeniører, der i særlig grad har udvist iderigdom og nytænkning.

I år har bedømmelseskomitéen valgt at tildele landskabsarkitekt Schønherr denne hæder for arbejdet med at genskabe pladsen foran Danmarks ældste domkirke Ribe.

Domkirkepladsen var ellers nærmest sunket i jorden i takt med, at byen voksede, men nu har pladsen gennemgået en omfattende renovering, som Schønherr har designet.

De har løst opgaven med en diskret skrånende belægning, der har referencer til kirkegulvet med syv størrelser af granitsten i nordiske farver, som gradvist smelter sammen med byens karakteristiske brostensmønster.

– Pladsen er nu blevet forvandlet til et smukt byrum. De mere end 100.000 sten er sat med millimeterpræcision i et spektakulært mønster. Det harmonerer med kirkemurens 800 år gamle sten og det velbevarede gadenet i den historiske bykerne. Det har løftet hele byrummet, siger Claus Erik Johnsen, oldermand i Brolæggerlauget i Dansk Byggeri.

Han fortæller, at Schønherr – udover æren – også modtager en lille messingplade monteret i en chaussesten samt en check på 25.000 kroner.

Alle borgere i Ribe og omegn er velkommen til at overvære overrækkelsen af Brolæggerprisen, som vil foregå på Ribe Domkirkeplads den 9. oktober klokken 13.00. Esbjergs borgmester Johnny Søtrup vil være gæstetaler ved arrangementet, og prisen vil blive overrakt af Claus Johnsen.

Kilde: Brolæggerlauget76034_1