Dyrskuerne er en ægte dansk sommertradition, hvor by og land møder hinanden til lugten af ko og hest – og dieselolie fra de store maskiner.
I gamle dage havde hver eneste købstad eller egn sit eget dyrskue, men i takt med at landbrugene er blevet større og færre, er dyrskuerne også blevet større og færre.
De to største er landskuerne i Roskilde (7. – 9. juni) og i Herning en måned senere (4. – 6. juli).
Disse to skuer har tilsammen flere end 120.000 besøgende.
Men mindre kan bestemt også gøre det – og det er altid hyggeligt at daske en tur langs rækkerne med kreaturer og se fagkyndigt på dyrene.
SPECIALSKUER
Udover de mere klassiske dyrskuer byder sommeren på et par mere specielle dyrskuer.
I Vestjylland holdes der således Historisk Dyrskue på Gåsemandens Gård i Hemmet ved Ringkøbing.
På Historisk Dyrskue 16. juni kan man opleve en række flotte veterantraktorer, der ”kører” ringridning, være med til støvlekast og spille gåsebingo.
Du kan finde en oversigt over danske dyrskuer under menupunktet: KALENDER.